Apotek åbner i nye lokaler
Der har været travlt på det ny Løve Apotek i Aalborg midtby for at få alt på plads til åbningen.
Personalet tømte og flyttede indholdet fra Svane Apoteket i Jens Bangs Stenhus og Løve Apoteket i Algade over i det ny apotek. Det oplyser Nordjyske.
- Vi har kun små to døgn til at nå det hele, så det er noget af en opgave. Og derfor er jeg naturligvis også meget taknemmelig for, at der er så mange, som har sagt ja til komme på arbejde, selvom det er 1. januar, forklarede apoteker Finn Ossian.
Et vemodigt farvel
Apoteker Finn Ossian var ret vemodig over at skulle rømme lokalerne i Jens Bangs Stenhus. Der har været apotek der i næsten 350 år.
- Personligt har jeg kun været her siden 1996. Men en af vores farmakonomer har været her, siden hun var elev, og det er efterhånden 47 år siden, fortalte Ossian.
Da Ossian overtog Løve Apoteket i Algade i oktober, besluttede Sundhedsstyrelsen, at Svane Apoteket skulle nedlægges.
Det ny Løve Apotek åbnede torsdag den 2. januar klokken 9:00.